top of page

PARKER

Parker i Paris

Paris er fyldt(!) med skønne parker og pladser, der hver især har sin egen franske charme. Her er et lille udsnit af mine yndlings!

Jardin du Palais Royal er en skøn park med de smukkeste omkringliggende bygninger. Læg også vejen forbi gården til selve museet, der altid har nogle sjove udstillinger.

Palais Royal 75001 (M Palais Royal – Musée du Louvre).

 

Jardin des Tuileries er en stor park beliggende mellem Louvre og Concorde pladsen. Hvis vejret er godt, kan det nydes i de grønne stole ved springvandet. Nede i bunden af parken ved Concorde-pladsen er der en flot udsigt ned ad Champs Elysees og til de to triumfbuer. I denne ende er både Musée de l’Orangerie og Jeu de Paume – museer, der begge skal besøges.

Opera 75001 (M Tuileries).

 

Place des Vosges er Marais’ fineste plads, hvor alt er så smukt og gennemtænkt. Pladsen er kvadratisk og symmetrisk, og på hver side findes ni ens smukke rødstens herskabslejligheder. Et skønt åndehul!

Marais 75003 (M Bastille/St-Paul). 

 

Square Georges Cain er den dejligste, lille park med godt frit wi-fi. Over for ligger det svenske institut, der bestemt også er et besøg værd.

Rue Payenne 75003 (M St-Paul).

 

Jardin des Plantes er også en af de større parker, og her er skønt. I parken holder blandt andet botanisk have, naturhistorisk museum og mange flere seværdigheder til.

Syd for Seinen 75005 (M Jussieu/Gare d’Austerlitz).

 

Jardin du Luxembourg er som ovenstående en stor og smuk park, hvor man kan tage en slapper i de grønne stole. Stolene er fast interiør i flere af Paris’ parker og har været det mange steder siden 1954. Midt i parken sender børn og deres bedstefædre små sejlbåde ud i de smukke bassiner.

St Germain des Prés 75006 (M Luxembourg). 

Parc Monceau er en smuk park med gode muligheder for picnics og korte løbeture.

35, boulevard de Courcelles 75008 (M Monceau).

 

Bois de Boulogne er et dejligt åndehul lige uden for Paris, og der er egentlig mere tale om en skov, som navnet også hentyder. Her er god mulighed for gåture og afslapning, mens terrænet på samme tid er perfekt til løbeture. Her er den smukkeste sø, hvor man kan leje mindre både og sejle ud.

Bois de Boulogne 75016 (M Porte Dauphine).

 

Parc de Bagatelle ligger i Bois de Boulogne er den smukkeste park fyldt med blomster, små vandfald, fritgående påfugle og gamle palæer. Om sommeren blomstrer mere end 10.000 roser fra 1.200 forskellige sorter.

Route des Lacs à Bagatelle 75016 (M Pont de Neuilly + en 25 minutters gåtur / eller bus 244 mod Rueil-Malmaison RER fra metro Porte Maillot, stoppeted Bagatelle - Pre Catelan lige ved parken).

 

Der ligger herudover mange dejlige parker og pladser i det 18. arrondissement omme bag Sacre Coeur. Her er meget roligt, og tempoet er et helt andet end det, man ellers kender til i Montmartre.

75018 (M Lamarck Caulaincourt).

 

Parc des Buttes Chaumont er en stor, skøn park beliggende tæt på den hippe bydel Belleville og ikke langt fra dejlige Canal Saint Martin. Om sommeren valfarter Paris’ indbyggere hertil for at nyde solen på græsplænen med en god bog, pique-nique eller et glas vin. Parken skiller sig ud fra resten af Paris’ haver med sit upolerede udtryk med bakker, små grotter, en fin sø og ikke mindst et lille tempel midt i parken, hvor der er en smuk-smuk udsigt over Paris. Når mørket falder på, kan man lægge vejen forbi en af parkens barer – prøv Rosa Bonheur eller Pavillon Puebla.

Parc des Buttes Chaumont, 1, rue Botzaris 75019 (M Buttes Chaumont).

bottom of page