Salut à tous
Denne side vil guide dig igennem en af verdens dejligste storbyer - Paris. Jeg er københavner, men har boet en årrække i byen. Hovedstaden indeholder alt, hvad hjertet begærer, og franskmændene er et inspirerende folk. Man kan få lækre, sprøde croissanter dagen lang, nyde et glas vin på fortovet når som helst og slentre gennem de skønne parker, så snart solen melder sig. Paris’ kunstscene er spændende, og nye gallerier og særudstillinger popper konstant op. Byens historie er interessant, og det samme gælder dens smukke arkitektur. Mit yndlings tidspunkt på dagen er hen mod solnedgang, hvor der altid er et helt specielt skær over byen. Det føles fuldstændig magisk. På denne tid mødes franskmændene til en fyraftens øl (vin!), der giver en livlig, uhøjtidelig og lun stemning i gaderne.
Guiden styrer udenom de klassiske turistfælder og viser dig hjørner af Paris, man som turist normalt ikke ville falde over. Jeg håber, at du ved dit besøg her på siden kan mærke lidt at Paris' magi.
Hvis du har nogle kommentarer, tilføjelser eller spørgsmål, må du endelig skrive til mig her på siden. Guiden opdateres løbende.
Jeg håber, at du kan blive inspireret - god læselyst!
Mange hilsner
Emilie