OPLEVELSER
Oplevelser i Paris
L’institut Suédois er det svenske kulturhus, der ligger på en dejlig gade i Marais. Instituttet har en skøn brostensbelagt gårdhave, hvor man kan få noget at drikke og en bid mad (smørrebrød!). Her vises desuden løbende udstillinger. Over for instituttet ligger en skøn lille park – Square Georges Cain.
11, rue de Payenne 75003 (M St-Paul/Chemin Vert).
Centre Culturel Suisse er det schweiziske kulturhus, der ligeledes ligger i Marais. I en lille smøge finder man huset, der primært har midlertidige udstillinger.
38, rue des Francs-Bourgeois 75003 (M St-Paul/Chemin Vert).
Centre Pompidou er et kæmpe stort center med blandt andet museum, læsesal og en lækker boghandel, hvor man hurtigt tilbringer længere tid end beregnet. Historien lyder desuden, at de studerende på læsesalen lægger deres studiekort synligt på bordene, hvis de er singler. Det er da ret sjovt!
19, rue Beaubourg 75004 (M Rambuteau).
Arènes de Lutèce er resterne af en romersk arena, der stammer tilbage fra det andet århundrede.
Rue de Navarre 75005 (M Jussieu).
La Grande Mosquée de Paris er en af Frankrigs største moskéer og fyldte tidligere i år 90 år. Moskéen er et af de smukkeste og roligste steder i Paris at slentre rundt med blå mosaik på væggene og smukke blomster i gårdhaven. Rundt om hjørnet ligger indgangen til deres hyggelige café, som bestemt også er et visit værd. For noget tid siden læste jeg desuden en gammel artikel fra The Washington Post om, at meget tyder på, at moskéen ved besættelsen under anden verdenskrig hjalp flere jøder fra at blive anholdt ved at udstede beviser for muslimsk identitet. Det, synes jeg, er ret sejt!
2bis Place du Puits de l’Ermite 75005 (M Place Monge).
Canal Saint Martin er et af mine absolut yndlingssteder i Paris og er især skønt i sommerhalvåret! Gå eventuelt fra metroen Jaurès langs kanalen ned mod République. Her er det sjovt at se, hvordan bådene skal igennem de mange gammeldags sluser. Så snart solen melder sig, myldrer pariserne hertil med kolde øl og masser af smil. Slå dig ned ved kajen, og nyd byen blandt de lokale. Kanalen er desuden omringet af de bedste kaffebarer (Ten Belles), take-away bikse (El Nopal), billige restauranter (Le Petit Cambodge) og cool barer (Comptoir Général) – og hvis I har ekstra god tid kan det anbefales at forsvinde ned ad sidegaderne, der alle er skønne.
Parc Zoologique de Paris er Paris' for nyligt genåbnede zoologiske have. Her er virkelig skønt, og der bliver passet godt på dyrene.
Route de la Ceinture du Lac 75012 (M Porte Dorée).
Cimitière de Passy er en smuk, smuk kirkegård i det 16. arrondissement. Den er mindre end Montmartre og Père-Lachaise kirkegårdene, men kan eventuelt forbindes med et besøg ved Palais de Tokyo eller Eiffeltårnet.
2, rue du Commandant Schloesing 75116 (M Trocadéro).
Cimetière de Montmartre huser de parisiske gravpladser, der virkelig er noget for sig selv og meget smukke. Gravene er store og overvældene, og jøder, muslimer og kristne ligger her side om side. Besøg kirkegården en solskinsdag og nyd roen!
20, avenue Rachel 75018 (M Blanche).
Montmartres vinmark er Paris’ sidste. Den ligger fint gemt væk nogle gader bag Sacre-Coeur og er derudover placeret lige over for Au Lapin Agile, der er en tidligere kabaret. Hvert år i starten af oktober høstes druerne, hvilket fejres den første lørdag i måneden.
Rue Saint Vincent 75018 (M Lamarck-Caulaincourt/Abbesses).